Tæt på fjorden og grænsen
Man kan vel godt sige, at mulighederne for en indholdsrig ferie er nærmest grænseløse på DCU-Camping Kollund, som ligger få kilometer fra vores store naboland mod syd. Her venter spændende oplevelser både på den danske og den tyske side af grænsen - og lige uden for døren. Og fra mange af pladsens 170 enheder har du en smuk udsigt over Flensborg Fjord.
Gå tur på Gendarmstien
Snør vandrestøvlerne, smør en madpakke og gå en tur på den historiske Gendarmstien, som løber 84 kilometer fra Padborg til Høruphav på Als - og altså lige forbi DCU-Camping Kollund.
Se et slot og prøv kræfter med sønderjysk kaffebord
Du kan også starte bil- eller rugbrødsmotoren og køre de ca. 15 km mod nord til Gråsten Slot, hvor du kan gå en tur i parken og samle appetit til en omgang sønderjysk kaffebord på Den Gamle Kro - bare husk at bestille billet i god tur. Det er meget populært.
Oplev Dybbøl Mølle og Dybbøl Banke
Der er næsten pligt til at køre til Dybbøl Mølle ved Sønderborg og løse billet til Historiecenter Dybbøl Banke, hvor der i sæsonen er soldater, omvisning, mulighed for at lave pandekager over åben ild og meget andet. Gå en tur rundt på de 10 skanser blandt minder fra krigene i 1848 og 1864.
Kør på udflugt til Als
Eller tag en dagsudflugt til den naturvidenskabelige oplevelsespark Universe på Als, eller tilbring nogle hyggelige timer med at slentre rundt i Sønderborg.
Tag over grænsen
Lige på den anden side af grænsen ligger smukke og hyggelige Flensborg, Glücksburg Slot og Slesvig med kulturoplevelser som Gottorp Slot, Hedeby Vikingemuseum og Dannevirke.
Slap af hjemme på pladsen
DCU-Camping Kollund er det ideelle valg til dig, der gerne vil slappe af i smukke omgivelser, når du kommer hjem fra alle dagens eventyr. Bor du ikke i egen vogn eller telt, kan du leje en af de velindrettede hytter.