Bo tæt på skov og strand
DCU-Camping Gjerrild Strand ligger på toppen af Djursland, kun nogle hundrede meter fra nogle af områdets skønneste, finkornede sandstrande, der er populære både blandt lystfiskere og de aktive med paddleboard og kajak. Få kilometer fra campingpladsen ligger Emmedsbo Skov, hvor du kan være heldig at opleve rådyr og krondyr i et aflukket område.
Køb is og fisk på Bønnerup havn
Der er heller ikke langt til den hyggelige havn ved Bønnerup, hvor børnene kan få kæmpestore isvafler, og de voksne kan svælge i det store udvalg af frisk fisk og delikatesser hos fiskehandleren.
Vær aktiv i ferien
Kan du lide at cykle eller vandre er der i det hele taget masser af muligheder for oplevelser i det smukke, kuperede terræn omkring Gjerrild, og du kan leje cykler på campingpladsen.
Masser af oplevelser med dyr
Sæt kurs mod Grenå, der ligger bare 13 km væk, besøg Kattegatcentret ved havnen og gå på opdagelse i Grenå midtby. Det tager kun lidt over tyve minutter i bil at køre fra campingpladsen til Djurs Sommerland, så smør en stor madpakke, lej en trækvogn på stedet og nyd en dag med familien i den populære forlystelsespark. Kun lidt længere væk ligger Skandinavisk Dyrepark og Ree Park Safari, som byder på store dyreoplevelser for unge og gamle.
Pool og masser af muligheder for børnene
Der er også masser at lave hjemme på DCU-Camping Gjerrild Strand: Swimmingpoolen er det helt store trækplaster sammen med den veludstyrede legeplads med trampoliner, hoppepude, mooncarbane, klatretårne og svævebane. Børnene kan også brænde energien af på boldbanen, en omgang beachvolley eller minigolf. I sæsonen er der masser af arrangerede aktiviteter for børnene, ikke mindst omkring det indbydende bålområde, hvor du også kan grille og hygge.
Lej en lækker hytte
Kom i egen vogn, autocamper eller telt, eller lej en af de mange typer hytter på campingpladsen. Du kan købe rundstykker og andet godt i kiosken på pladsen.